Lullabies for Lost Children
Lullabies for Lost Children
Projektet handler om at fortælle flugthistorier. Historier om flugt set fra de tilbageblevnes synsvinkel. I årene 1975-90 flygtede næsten en mio. vietnamesere illegalt i hjemmebyggede både og bosatte sig over hele kloden. Sopran Ly Tran og journalist Anders Haahr Rasmussen har været i Vietnam for at besøge seks vietnamesiske kvinder, som blev tilbage, da deres børn flygtede. De har lavet interviews, filmet og samlet vuggeviser fra kvinderne. Vuggeviserne blev sendt til komponist James Black, som ud fra materialet har komponeret et nyt værk til Ly Tran og NEKO3. Musikernes optræden vil blive flankeret af videoportrætter af de seks mødre. James Black skriver om musikken: ”Målet er ikke at kombinere øst og vest og skabe et smagfuldt værk i den vestlige klassiske tradition. Forskellen mellem materialerne vil blive fremhævet, udnyttet og i sidste ende fejret”.