
Rudersdal Kammersolister
Rudersdal Kammersolister blev dannet i 2017 af violinisten Christine Pryn på opfordring af den internationalt anerkendte komponist Lera Auerbach. Hun havde gæstet Rudersdal Sommerkoncerter og så, at et fleksibelt ensemble af dedikerede kammermusikere ville højne festivalen. Få måneder senere var kammersolisterne en realitet og har siden været et efterspurgt ensemble. Den fleksible besætning gør, at de kan passe ind i både små og store koncertlokaler, med og uden flygel, og de forskellige kombinationer af strygere, klaver og enkelte blæsere åbner mulighed for et enormt repertoire fra de sidste 400 år. Ud over at være ensemble in residence ved Rudersdal Sommerkoncerter optræder kammersolisterne i mange andre sammenhænge. De har givet koncerter i Rusland og Polen, og den kommende sæson byder på engagementer i USA (bl.a. New York) og Sverige. Herhjemme har de bl.a. kunnet høres på Louisiana, Statens Museum for Kunst samt på Fanø og Ærø. Igennem det seneste år har de arbejdet på deres første indspilning, der er world premiere recordings af Poul Ruders’ klaverkvartet og klarinetkvintet. Rudersdal Kammersolister har uropført en lang række værker af komponister fra så forskellige lande som USA, Rusland, Aserbajdsjan og Irland samt naturligvis en række danske. De har samarbejdet med store navne som Giya Kancheli, der udtalte: ”Rudersdal Chamber Players is an outstanding ensemble!”
Ud over ny musik og klassikere gør musikerne meget for at præsentere mindre kendt repertoire, herunder af kvindelige komponister, der har været overset i mange år.
Tværfaglige projekter er et kardinalpunkt for Rudersdal Kammersolister, og de har samarbejdet med bl.a. billedkunstneren Simone Aaberg Kærn og astrofysikeren Christoffer Karoff.